Miljøstyrelsen
15%

af danskerne har en tatovering

54%

får tatoveringer som symboliserer noget personligt

73%

gør sig overvejelser om hygiejne før deres første tatovering

* Undersøgelsen er gennemført af analyseinstituttet YouGov

før tatovering

Hvad er godt at vide, inden jeg bliver tatoveret?

Her finder du de vigtigste spørgsmål og svar. Læs bl.a. om hvilke farver du skal være opmærksom på, og hvor du kan finde inspiration til din tatovering


Hvad vil det sige at blive tatoveret?

Ved tatovering indføres tatoveringsfarve med nål i hudens dybere lag (læderhuden) med henblik på en permanent tegning. Det er altså en tegning, du har i huden resten af livet. Semipermanent tatovering, også kaldet kosmetisk tatovering, er indførsel af tatoveringsfarve med nål i overhuden, men tatoveringsfarven er kun beregnet til at holde i en begrænset periode. En tatovør er en person, der udfører permanent tatovering.


Hvad koster en tatovering egentlig?

Det afhænger naturligvis af både tatoveringens størrelse og motivet. Som udgangspunkt koster det omkring 1000 kr. i timen at få lavet en tatovering. Der findes mange tatovører, der arbejder til en langt billigere timepris, men ofte er udstyret og de fysiske forhold ikke egnede til at tatovere godt og sikkert. Se også info om hjemmetatovering her


Hvor kan jeg finde inspiration til motivet henne?

Det er en god ide at overveje, hvad du vil have lavet - og i hvilken stil. Der er enorme mængder af materiale til rådighed på nettet, som du kan kigge igennem. Giv dig god tid og kig de forskellige tatovørers arbejde igennem via deres hjemmesider, Facebook profiler eller Instagram. Brug hellere den ekstra tid det tager, end at kaste dig ud i noget usikkert, som du måske fortryder!


Hvilken tatovør skal jeg vælge?

Vælg først og fremmest en erfaren tatovør og undgå risikable hjemmetatoveringer. Tag dig den tid det tager at finde den rigtige tatovør for dig. Du skal have en god fornemmelse af, at I taler samme sprog om, hvad der skal ske.

  • Vælg en tatovør, der har god indsigt i hygiejne og tatoveringsfarver.
  • Er der rent og pænt?
  • Tjek hvordan tatovøren sikrer sig, at farverne, udstyr og nåle er sterile. Undersøg om tatovøren bruger engangsudstyr eller selv steriliserer udstyret.
  • Spørg om hvilke farver tatovøren anvender og hvorfor?

før tatovering

Kræver det en uddannelse at blive tatovør?

Nej, der er ingen krav om uddannelse for at blive tatovør. Nogle har været i lære hos andre tatovører – andre er selvlærte. Derfor er det vigtigt at vælge en erfaren tatovør.

Fra 2014 træder den nye registreringsordning for tatovører i kraft. Så får du i løbet af 2014 mulighed for at vælge en registreret tatovør, der har det nødvendige faglige kendskab, har god hygiejne og giver kunderne information om risiciene ved at få en tatovering.


Kan alle tatovører ikke mere eller mindre det samme?

Der er forskel på tatovører, og hvor dygtige de er – både teknisk og designmæssigt. Derfor er det en god idé at se tatovørens mappe, inden du beslutter dig. Det kan måske give dig et indtryk af, om vedkommende kan sit håndværk.


Hvad gør jeg, hvis tatovøren ikke vil svare på mine spørgsmål?

En god tatovør skal naturligvis kunne svare dig på de spørgsmål, du stiller. Hvis vedkommende ikke giver dig fyldestgørende svar, bør du finde en anden.


Engangsnål eller genbrugsnål?

Du bør altid vælge en tatovør, der bruger engangsnåle, for det mindsker risikoen for infektion.


Bruger tatovøren engangsbeholdere?

Når tatoveringen udføres bør alle farverne hældes i hver sin nye engangsbeholder for at undgå infektion.


Hvordan sikrer tatovøren sig, at udstyret er sterilt?

Den bedste sikring er brug af engangsnål fra anerkendt leverandør. Farvekammeret kan indkøbes som engangsudstyr, men også være autoklaveret (varmebehandlet) af tatovøren. Selve tatoveringsmaskinen kan ikke steriliseres, men udstyr og ledningen til udstyret bør være afdækket med plastik. Sikring af hygiejne og sterilitet omfatter også forhold som arbejdsbord og belysning.


Er det ok at drikke sig mod til inden jeg får lavet tatoveringen?

Du bør ikke lade dig tatovere, når du er beruset eller påvirket af stoffer, da du kan fortryde tatoveringen pga. det valgte motiv, eller fordi du ikke fik valgt en tatovør med høj hygiejnestandard.


Gør det ondt at blive tatoveret?

Ja, det gør ondt at blive tatoveret. Det er altid svært at forudse, hvordan det føles, da det er forskelligt fra person til person. Nogle områder på kroppen er mere smertefølsomme end andre.


Hvad nu hvis jeg får lavet en tatovering i udlandet?

Hvis du får en tatovering lavet i udlandet på ferie, må du regne med større risiko f.eks. på grund af penicillinresistente infektioner. Derudover gør sproget det ofte svært at kommunikere med tatovøren. Mange lande har desuden ingen regler for tatovering.


Er det en god idé at få lavet en tatovering på en festival?

Nej, det er ikke en god idé. Hvis du alligevel får lavet en tatovering på festival, kræmmermarked eller lignende skal du sikre dig, at alle de normale krav til hygiejne og sterilitet er opfyldt, ligesom du bør sikre dig, at tatovøren er erfaren.


Hvor gammel skal man være for at få en tatovering? Og må man blive tatoveret alle steder på kroppen?

Det er ikke lovligt at tatovere personer under 18 år. Det er heller ikke lovligt at lave en tatovering i ansigtet, på hovedet, halsen eller hænderne.


Må jeg blive tatoveret, hvis jeg er syg?

Det er generelt ikke en god idé at blive tatoveret lige efter, at du har været syg, eller hvis du lider af en kronisk sygdom. Du skal være forsigtig, hvis du har sukkersyge eller har nedsat immunforsvar. Det er en meget dårlig idé at blive tatoveret, hvis du påtænker at blive gravid eller er gravid.

Spørg din læge, hvis du er i tvivl.